Huset Venture Nordjylland

- En socialøkonomisk virksomhed i vækst

Socialøkonomisk virksomhed

Hvad er en socialøkonomisk virksomhed

Artikler

Socialøkonomisk virksomhed

Hvad er en socialøkonomisk virksomhed, og hvorfor er socialøkonomiske virksomheder en god idé?

En socialøkonomisk virksomhed defineres jf. Lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder således:

Virksomheden er kendetegnet ved at:

  • have et socialt formål,
  • være erhvervsdrivende,
  • være uafhængig af det offentlige,
  • være inddragende og ansvarlig i sit virke og
  • have en social håndtering af sit overskud

Hvor rummeligt er det ”normale” arbejdsmarked – hvor rummeligt kan det blive?

Vi lever i en tid, hvor alting går stærkere og stærkere – vi skal være fleksible og omstillingsparate, og der ser ikke ud til at være plads til dem, der falder uden for normen.

Der er i det danske samfund en stor gruppe mennesker med forskellige former for funktionsnedsættelser, som ikke kan klare sig på det ordinære arbejdsmarked. Heller ikke med en ansættelse på særlige vilkår.

Hvad gør vi ved den store gruppe, der er ”udenfor”?

Alt efter opgørelsesmetoden ser det ud til, at cirka 450.000 danskere i den erhvervsaktive alder står uden for arbejdsmarkedet

Det kan være førtidspensionisten, som kan arbejde få timer om ugen i et skånejob, eller det kan være den udviklingshæmmede, der kan arbejde i 37 timer – i nedsat tempo, med klart definerede arbejdsopgaver og intens støtte.

Det store spørgsmål er så, hvordan vi kan inkludere disse grupper på arbejdsmarkedet – og om de socialøkonomiske virksomheder kan spille en central rolle i disse bestræbelser.

Hvad kan en socialøkonomisk virksomhed, som andre virksomheder ikke er i stand til?

Socialøkonomiske virksomheder med et beskæftigelsesmæssigt sigte er kendetegnet ved:

  • der er ”højt til loftet”
  • plads til forskellighed
  • funktionsnedsættelserne fylder ikke i hverdagen
  • der er arbejde, der skal gøres. Det er ikke ligegyldigt, om du kommer
  • løn- og arbejdsvilkår følger det øvrige arbejdsmarked

Den rummelighed, som de socialøkonomiske virksomheder er kendetegnet ved, KAN være svær at forene med økonomisk overskud.
Det er ikke umuligt, for vi ser eksempler på, at det kan lade sig gøre.

Definitionen på socialøkonomi skal være så bred, at den rummer alle aspekter af hel eller delvis selvforsørgelse.

Under den forudsætning kan socialøkonomiske virksomheder være en væsentlig spiller i forhold til at åbne arbejdsmarkedet for de mange, der står uden for. Det er dog vigtigt at notere sig, at de socialøkonomiske virksomheder kun er en del af løsningen. Hovedmålet er stadig at integrere flest muligt på det ordinære arbejdsmarked, hvad enten det bliver på ordinære eller særlige vilkår.

I Huset Venture Nordjylland arbejder vi for at skabe en arbejdsplads, hvor rummeligheden går hånd i hånd med en produktion af serviceydelser, som afhændes på markedsvilkår. Vores medarbejderstab består primært af mennesker, som er tilkendt et flexjob på baggrund af en varigt nedsat erhvervsevne. Vi har også 1 førtidspensionist ansat i skånejob i få timer om ugen, og vi har 4 medarbejdere, som arbejder på ordinære vilkår.

Vi vil gerne tjene penge – men ikke på bekostning af rummeligheden. Det er hele tiden en balancegang at vægte det sociale i forhold til det økonomiske, og det er en afvejning, der til stadighed er på dagsordenen.

Her i huset tror vi på, at det kan lade sig gøre. Vi har skabt en arbejdsplads, hvor der er rummelighed, vareproduktion og plads til det hele menneske. Vi vil gerne arbejde for, at der etableres mange flere socialøkonomiske virksomheder i Nordjylland

 Her kan du se en liste over eksempler på socialøkonomiske virksomheder i Danmark

En hjemmeside af Huset Venture Nordjylland - Bouet Møllevej 16 - 9400 Nørresundby - Tlf: 99 30 16 16 - huset@hv-nord.dk - CVR: 30230523